Vinyl Creators - et interview med Andreas Vingaard fra Frederiksberg Records

Solidt forankret i de øverste niveauer af genudgivelser er Frederiksberg Records, et pladeselskab med rødder i København, men med base i Brooklyn, dedikeret til at fortælle historierne om de mest exceptionelle kunstnere, du sandsynligvis aldrig har hørt om. Vi satte os ned med hjernen bag virksomheden, Andreas Vingaard, formidlet af en ustø internetforbindelse, for at tale om free jazz-anekdoter, amerikanske flådebaser og fremtiden for genudgivelsespladeselskaber.

Tekst af Markus Kilsgaard
Fotos udlånt af Andreas Vingaard

Året er 1969, og den danske tenorsaxofonist Carsten Meinert har netop udgivet et højdepunkt i dansk jazzhistorie. I løbet af 7 blændende numre bryder Meinert og hans bandmedlemmer, Henrik Hove (bas), Ole Streenberg (trommer) og Ole Mathiessen (klaver), den dominerende New Orleans-inspirerede swing og bebop, der definerede dansk jazz i 60'erne. Med en klar nik til det arbejde, som hans amerikanske forfædre udførte et par år tidligere, vækker Meinert spirituelt dansk jazz og driver den ind i avantgarden.

Trods sin historiske betydning og den musikalske tyngde af de syv fantastiske numre, gled "To You" hurtigt ind i glemselen, da jazz- og musikhistorien forgrenede sig ad andre veje, kun for at leve et stille liv på hylderne hos et par udvalgte kassegravere. Med andre ord var 'To You' blevet en del af et kuriositetskabinet, hvor udbud aldrig møder efterspørgslen, og hvor et velklingende eksemplar når astronomiske tal på Discogs eller eBay.

Det var først i 2015, at de soniske skygger fra "To You" blev genstøbt og nåede ud til nutidens tøvende ører gennem en smuk genudgivelse på det formålstjenligt grundlagde pladeselskab Frederiksberg Records.

Cover af Carsten Meinert Kvartet - Til dig (1969)

Grundlægger og eneejer Andreas Vingaard uddyber:

"Jeg havde været venner med Carsten (Meinert) i et stykke tid og følte en stærk forbindelse til pladen, da vi begyndte at tale om ideen om en genudgivelse. Det endte med at tage næsten tre år at overbevise ham om ideen om at puste nyt liv i pladen og omkring tre år mere til rent faktisk at udføre det kedelige arbejde med at remastere, researche og skrive liner notes, finde billeder, lave coveret osv. I mellemtiden havde vi udgivet endnu en jazzplade - en finsk en. Så da 'To You' udkom, så folk FRB. som et jazzpladeselskab, selvom vi aldrig havde forestillet os det på den måde."

"På et mere følelsesmæssigt plan tjente Carstens arbejde med Spectator Records også som en stor inspirationskilde for mig. Pladeselskabet var et udtryk for gør-det-selv-arbejde i ordets fulde forstand, og gennem sin relativt korte levetid hjalp de kunstnere - mange af dem fra det danske landdistrikt - uden midler og uden netværk til at udgive musik, der ellers aldrig ville have set dagens lys."

Portræt af Carsten Meinert

Siden sin dannelse har Frederiksberg pustet nyt liv i adskillige plader, der stille og roligt har vugget afsted på det enorme musikhav, der nu er tilgængeligt takket være YouTube og lignende. I modsætning til andre genudgivelsesplader, der fokuserer på en bestemt genre, scene eller æstetik (f.eks. Habibi Funk, Stroom eller Music for Memory), har Frederiksberg en mere genre-agnostisk tilgang drevet af Vingaards smag, kærlighed til historiefortælling og tilfældige menneskelige forbindelse. Når man ser på FRB.'s bagkatalog, der spænder over udgivelser af Virgin Island soca over bermudisk disco til kraut-inspireret tidlig electronica, er det bestemt svært at placere FRB. som et jazzpladeselskab. Og selvom det meste af den musik, der genudgives af pladeselskabet, er, hvad nogle kan betragte som vintage, fylder længslen efter fortiden ikke meget, når det kommer til at beslutte, hvad der skal genudgives næste gang.

"Jeg har aldrig forestillet mig pladeselskabet som et nostalgisk projekt i den forstand, at jeg ikke udgiver musik for at mindes fortiden eller for at sige, at tingene engang var bedre, end de er nu. Meget af den musik, jeg udgiver, er ny for mig og måske også for mange andre. De fleste FRB-genudgivelser kan gribes an på to måder - med to sæt ører, om man vil."

Musikken skal lyde frisk, fremkalde en form for kropslig og cerebral nydelse, og den skal have en interessant historie bag sig. Ikke bare for at udforske historien om en gammel plade, men for at udvide omfanget af den samtale, der omgiver den, og række ud både bagud og fremad. Disse genudgivelser er bevis på, at gammel musik ikke behøver at være en artefakt, at værker, der opstod fra tidligere tider, kan leve og ånde med den samme energi i dag.

Den stærke vægtning af historiefortælling og kontekstualisering er ikke tilfældig, givet Vingaards uddannelse og hovedbeskæftigelse som videojournalist. Og med et stigende antal genudgivelsespladeselskaber, der står over for kritik for profitmageri og lavkvalitetsproduktioner, skiller Frederiksberg Records sig bestemt ud, når det kommer til grundighed og omhu for kunstnerne.

"Jeg blev uddannet kameramand og klipper hos DR (Danmarks Radio) og arbejder nu som videojournalist ved siden af ​​mit arbejde på pladeselskabet. Men min arbejdsmetode startede i starten af ​​tyverne, hvor jeg ringede til kunstnere og musikfolk. Jeg har altid været drevet af at grave information frem, som jeg ikke bare kunne læse mig frem til og høre historier fra hestens egen mund, så at sige. Måske hjalp det at være ung og naiv - i den forstand, at jeg ikke tænkte for meget over, om jeg ville virke mærkelig."

Mens vores samtale bevæger sig mellem musikhistorie og den overordnede tænkning om branchens nuværende tilstand, er Vingaard mest livlig, når han taler om de kunstnere, han arbejder med, og afslører, at han føler sig mest hjemme med at være bag historien snarere end i centrum af en.

"De kunstnere, jeg arbejder med, har aldrig været på hitlisterne – måske et par koncerter i udlandet – men ellers eksisterer de mere eller mindre i udkanten af ​​musikbranchen uden livstidspriser eller platinsalg. Der er aldrig et stort pladeselskab, der formidler processen. Så når jeg arbejder på en genudgivelse, er det altid i samarbejde med kunstneren eller deres familier, hvilket tilføjer den menneskelige og følelsesmæssige forbindelse, der nærer min motivation."

"Og så er der den mere nørdede og kosmiske side af det, at være i stand til at udrede disse dele af musikhistorien, der er så dybt sammenflettet. Musik, ligesom enhver anden kunstform, hænger sammen på den ene eller anden måde, og forståelsen af, hvordan tilsyneladende små tilfældigheder skaber krusninger, der ender med at definere kunstværker eller hele genrer, kilder min hjerne på en behagelig måde."

For at bevise sin pointe, fyrer Vingaard adskillige anekdoter af fra den musikalske ubemærkethed. Han peger på den nylige Milt Ward-plade, han udgav, og hvordan den aldrig ville have set dagens lys, hvis det ikke havde været for de tilfældige møder centreret omkring Berklee College of Music.

"Det faktum, at disse mennesker mødtes på det tidspunkt på det sted, var tændstikken for en optegnelse, der stadig er relevant 40 år senere."

I samme ånd bliver musikkens grænseoverskridende magt, før internettet, rigeligt tydelig, når han taler om, hvordan radiostationen på den amerikanske flådebase i Asmara (nu Eritrea) spillede en rolle i at eksponere lokale musikere for vestlige genrer som soul og country, herunder medlemmerne af bandet Admas, som Vingaard arbejdede med for at genudgive deres halvt glemte kultalbum Sons of Ethiopia. På det privatpressede og distribuerede album fra 1984 trækker Admas på og omarrangerer etiopisk musik fra "guldalderen" med dengang forholdsvis nye synthesizer- og trommemaskinerytmer. Deres mangesidede referencer skinner igennem.

Cover af Admas - Sons of Ethiopia (1984)

Ligesom dit yndlingsrockband fra 80'erne har vinylformatet fundet fodfæste igen og er taget på en verdensomspændende comeback-turné, hvilket gør det til det hurtigst voksende segment inden for musik. ( Selvom selvpålagt fare truer branchen .) Kombinér disse kommercielle fakta med en retro-tidsånd, tilføj de ubegrænsede muligheder for opdagelse på platforme som Discogs og drys det med pandemi-inducerede budgetændringer, og du har den perfekte opskrift på et blomstrende marked for 'uopdaget' musik.

På den ene side er det svært ikke at bifalde det faktum, at det aldrig har været nemmere at opdage og købe glemt, sjælden musik. Men på den anden side synes denne spredning kun at øge kløften mellem, hvor meget de originale kunstnere tjente, og hvor meget samlere tjener på det sekundære marked årtier senere.

Med sit deltidsbeskæftigelse og sin fuldtidspassion befinder Vingaard sig midt i denne konflikt. Så det virkede kun rigtigt at spørge ham, hvordan han har det med at blive konfronteret med den kommercielle og økonomiske logik bag sjældne plader og genudgivne grails. 

"De fleste af de plader, jeg udgav, blev oprindeligt presset i meget små oplag - normalt fordi kunstnerne var fuldstændig uafhængige og selv måtte finansiere alt. Og med det verdensomspændende marked, der findes på grund af markedspladser som Discogs, er nogle af disse plader meget sjældne og værdifulde i dag. Men sjældenheden og værdien i sig selv er ikke en drivende faktor for mig, når jeg beslutter, hvad jeg skal genudgive. Faktisk er grunden til, at mange af mine udgivelser tilfældigvis er mindre kendte plader, den praktiske kendsgerning, at det er lettere at genudgive værker, der ikke er udgivet på et stort pladeselskab."

Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke personligt er tiltrukket af sjældenheden ved visse plader. Jeg synes, det er en meget menneskelig ting.

At tage 'ejerskab' over bestemte værker, fordi jeg tilfældigvis har dem i min samling, er ret fremmed for mig. Og nogle gange bliver jeg endda kontaktet af folk, der er en smule irriterede på mig, fordi jeg genudgiver ting, som de har brugt masser af penge og tid på at få fat i. Jeg kan vist ikke rigtig se fordelen ved, at musik kun lever på pladehylderne hos en meget udvalgt gruppe samlere eller DJ's.”

Bag forretningsmodellen for de fleste genudgivelsesplader ligger en ubelejlig sandhed; at med det nuværende tempo inden for digital opdagelse er der måske ikke så mange 'skjulte perler' tilbage at opdage. Og med den seneste vækst i volumen af ​​genudgivelsesplader er det svært ikke at spørge, om vi snart når et mætningspunkt?

"Jeg tror, ​​der altid vil være en appetit på 'ny, uopdaget' musik, men det er sandt, at mængden af ​​plader, der pumpes ud, er forbløffende. Det er en spektakulær tid at være musikfan, alt hvad du nogensinde har ønsket at høre, er tilgængeligt med et par klik. Og i visse nicher som jazz, hvor der allerede er gjort meget arbejde, begynder 'udbuddet' at tørre ud. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der om fem år ikke er så mange jazzplader tilbage at genudgive, som ikke allerede er blevet udgivet. Hvad angår jazz-LP'er, er der måske kun 20-30 kvalitetsudgivelser fra mindre pladeselskaber, der er urørte."

Som et eksempel - mens Vingaard arbejdede på 'Compass Rises' (en rigtig god plade, men ikke desto mindre obskur) kontaktede fem pladeselskaber musikerne for at spørge, om de ville være interesserede i at lave en genudgivelse.

Cover til Compass - Compass Rises (1973)

Kompasøvelse (1972)

Så hvis vi ekstrapolerer lidt, kan genudgivelsesselskaber så være ved at miste deres lagerbeholdning og dermed deres relevans og økonomiske fundament i en ikke alt for fjern fremtid? Vil behovet for genudgivelse af musik stadig eksistere i den digitale æra efter internettet?

"Kunst - især i udkanten - har det med at blive glemt og gå tabt af den ene eller anden grund. Altså - hvad skete der med al musikken på Myspace? Blev masterfilerne bag alt det gemt på en sikker harddisk, eller blev de efterladt i en desktopmappe på en for længst mistet bærbar computer? Jeg tror, ​​at det altid vil være relevant at opspore personer, historier og originale optagelser for at genintroducere dem til et nyt publikum. Det kan bare være, at formatet ændrer sig."

Hvilket bringer forholdet mellem format og kunstværk og de æstetiske implikationer af dette forhold op. På samme måde som vi er blevet vant til, at noget arkivmateriale i film er video8 eller dv-bånd, vil vi måske opleve det samme med mp3, idet det uden tvivl er det 'native format' for musik fra Myspace-æraen. Og måske ville det ikke være så slemt, i betragtning af hvor ressourcekrævende fysiske udgivelser på vinyl er. Det er svært ikke at tænke på, hvor mange ressourcer der går til 180 grams vinyl, gatefolds, labels og OBI-strips.

"Jeg tror, ​​at samlermiljøet bliver nødt til at gennemgå et tankesætskifte for også at omfavne mere digital lytning. Og på trods af alle de negative bivirkninger ved streaming-forretningsmodeller er jeg også enormt optimistisk og entusiastisk over, hvor åbne yngre generationer af lyttere er over for alle slags musik, ny som gammel. Det forekommer mig, at folk i dag bekymrer sig meget mindre om genre- og tidsgrænser og meget mere om selve musikken."

Da vores samtale sluttede på denne fremadrettede note, virkede det kun rigtigt at bede om en anbefaling af en nylig udgivelse, der har fanget hans opmærksomhed.

"Glass Lit Dreams af Dawuna udkom sidste år, og de fysiske eksemplarer blev udsolgt næsten øjeblikkeligt. Det er mørk og støvet R&B blandet med eksperimentel elektronik, og helt sikkert en plade, jeg ville elske at have på hylderne. Men da det er for sent at købe den, er jeg henvist til at lytte til den på Spotify. Og det har jeg fuldstændig foragt for."

For at afslutte og forhåbentlig sende jer ned ad nye musikalske baggyder, er her tre af vores yndlingsudgivelser fra Frederiksberg-kataloget.

Det første soloalbum fra den stadig aktive danske musikpioner Klaus Schønning er en fredfyldt vandring gennem naturen formidlet af orgler, elektronik og hvid støj. Med en vision om musikalsk at illustrere Danmarks naturlige omgivelser opdelte Schønning pladen i to suiter, Skoven og Stranden, der hver især er suppleret med feltoptagelser af fugle og bølger.

Trods sin overjordiske stemme og musikalske geni har Susanne Menzel kun én plade på bagen. Stædig i sin kunstneriske vision blev Susanne tilbudt solokontrakter med store pladeselskaber, der krævede, at hun arbejdede med producere og sang på dansk. Men hun modsatte sig det og insisterede på sin egen distinkte identitet og vision. "Goodbyes and Beginnings", der er svær at fastlægge på noget tids- og lokationsspektrum, kombinerer luftig folkevokal og naive, men effektfulde tekster med fremsynet tidlig elektronik (af førnævnte Klaus Schønning) på en plade, der stadig lyder lige så frisk, som da den udkom i 1981.

Kompositionen 'Stoned', der bedst placeres under 'Uden for kategori', blev oprindeligt skabt til et slideshow med skulpturer af den afdøde amerikanske fotograf Stuart Fox og udgivet selv i minimale antal i 1974. Pedersen, der måske er mest kendt uden for Danmark for sin musik til Jørgen Leths dokumentar fra 1976, A Sunday in Hell, blev for nylig hyldet med en 12-kanals, daglang performance af 5 forskellige værker fra sit katalog her i København.